Kilde: Teknovation

Esko-udvidelse med endnu en Okuma

teknovationNr. 14 – 2022

Maskinfabrikken Esko A/S udvikler sig støt i den rigtige retning, og besluttede sig i foråret for at udvide kapaciteten med yderligere en Okuma -maskine fra Flextek. Den ekstra maskine kører nu, med robot og særlig Tool Management System, udviklet til Esko, i en avanceret opstilling ved underleverandøren i Støvring.

Siden flytningen til Støvring er der skabt god plads til udvidelser hos Maskinfabrikken Esko. Og den seneste af slagsen ankom i efteråret, og med en leveringstid lige omkring seks måneder. Det er et Okuma LT3000EX CNC-drejecenter, som har fået sin egen plads i maskinhallen, hvor den supplerer yderligere fræse- og drejekapacitet, og hvor der stadig er god plads rundt om maskinen, såvel som plads til yderligere udvidelser.

En tidligere leveret robot, ligeledes fra Flextek, er rykket hen til den senest ankomne maskine, og således er der skabt en egentlig robotcelle ved LT3000EX, hvor Flextek også har bidraget med programmering af en værktøjssoftware, der giver virksomheden løbende indsigt i, hvad de anvendte værktøjsløsninger har været brugt til, og til hvor meget, så man kan planlægge værktøjsskift, og derved undgå nedbrud.

Traditionelt ville opstillingen henvende sig til en egenproducent, men Esko vil gerne anvende den helt anderledes, og i stedet gøre brug af løsningens høje fleksibilitet til at fremstille mange og mindre emner, fortæller medejer Samuel Rønn Holland i det aktuelle Teknovation – 14/2022:

”LT300EX-opstillingen er ikke bare med robot. Den er også forsynet med revolvere med 16 værktøjspladser, mod de traditionelle 12, der er standard i de fleste tilsvarende maskiner. Det giver os adgang til flere værktøjsløsninger, og med Flextek-softwaren mulighed for at køre igennem natten over, med maskinen, også selv om det er flere forskellige emner, der skal fremstilles, og ikke bare én serie,” siger Samuel Rønn Holland.

Ud over at køre mange forskellige emner på opstillingen, så placeres også særligt mindre emner ved maskinen, hvor de kan gøres færdige i én opstilling, påpeger Samuel Rønn Holland videre.

Det gælder emner med lange spåntider, hvor man kan få fuldt udbytte af at arbejde med to revolvere, samtidig med, at det er en stabil proces, som er oplagt til ubemandet drift, anfører Samuel Rønn Holland.

Det er, som allerede nævnt, lidt et paradoks, da maskinen er en stor og kraftig sag, men for Esko er det gjort til et aktiv, at man anvender maskinparken optimalt, og har større emner i andre af hallens maskiner, hvorimod mange forskellige emner køres igennem ved robotopstillingen, hvor særligt de mindre emner prioriteres. Ikke mindst, hvis det er en opgave, som man forventer at få igen på et senere tidspunkt, så er alle forberedelser gjort.

Læs hele den spændende artikel i onlineversionen af Teknovation 14/2022 ved at klikke her